Kvinnelige prester. Dialogen, del 6. Les del 1. Les del 2. Les del 3. Les del 4. Les del 5.
I del 1 av denne serien inviterte jeg prester som holder fast på kirkens klassiske lære, til å svare offentlig og i full lengde. Fader Poul Sebbelov er seriens første ortodokse stemme. Han er erkeprest i Den Ortodokse Kirke i Danmark og forstander i Gudsmoders Beskyttelses Menighed, som er knyttet til den rumænske bispestol for Skandinavien.
Da Mantelen først tok kontakt, svarte han at han ikke kjente presset vi spurte om: «Jeg er et sted, hvor jeg ikke oplever eller møder mindste pres for samarbejde med kvindelige præster eller vielse af personer af samme køn. Slet ikke!» Så svarte han skriftlig på alt vi sendte, også de to tilleggsspørsmålene som vokste frem underveis i serien.
Svarene hans står i kursiv, uredigert, på hans egen dansk.
Spørsmålene og svarene
SPØRSMÅL 1: Hvilket grunnlag i Skriften og Den hellige tradisjon avgjør spørsmålet om kvinnelig prestetjeneste for deg?
Vi har ikke kvindelige præster, fordi det har vi aldrig haft. Traditionen altså! Og vi ortodokse er, som bekendt, ikke så vældig raske til at ændre på noget. - Om det i al evighed vil forblive på den måde, det ved jeg ikke; jeg foretrækker at lade det forblive et åbent spørgsmål. Der er jo bevægelse i nogle ortodokse miljøer for (gen-)indførelse af kvinder som diakoner.
SPØRSMÅL 2: Kvinnelige prester vi har intervjuet sier at 1 Tim 2,12 og 1 Kor 14,34 speiler et patriarkalsk samfunn der kvinnen ikke hadde verdi, og at man må skille mellom hva som er kultur og hva som er teologi i tekstene. Hva svarer du på det?
Jeg svarer, at det er da sandt, at vi må skelne mellem, hvad der er urokkelig teologi, og hvad der er kultur- og tidsbestemt skik og brug.
SPØRSMÅL 3: En av dem forklarer «kvinnene skal tie» med at kvinnene satt i egen avdeling og småpratet under gudstjenesten, og at Paulus bare ville ha ro. Holder den lesningen?
Det kan jeg ikke udelukke, altså at den nævnte læsning holder.
SPØRSMÅL 4: De sier videre at Bibelen er Guds ord, men også menneskers fortelling om sine erfaringer med Gud, skrevet av feilbarlige mennesker, og at all lesning derfor er tolkning. Hvor skiller ortodoks skriftforståelse lag med dette?
I ortodoks forståelse er Bibelen i sin helhed, GT og NT, skrevet af mennesker, som i deres arbejde med Bibelen var inspirerede af Gud. Bibelen er således én del af Kirkens Tradition (til forskel fra den opfattelse, at Kirken er “bygget på Bibelen”) - Det indebærer, at samtidigt med at vi selvsagt er forpligtede på Bibelen i dens helhed, når det gælder centrale teologiske temaer, så må vi også ofte gøre tolkninger for at nå frem til de uomgængelige teologiske sandheder. Det klassiske eksempel er som bekendt 1. Mos., som jo giver os en række teologiske grundsætninger: Gud har skabt hele universet; mennesket blev skabt i Guds billede og til Hans lighed; mennesker vendte sig fra Gud og blev forvist fra Paradis … mmm. - Alt dette og mere til er resultat af teologiske tolkninger. Hvis vi skulle læse 1. Mos. bogstavelig, ja, så ville vi blive tvungne ud i en række urimeligheder, fx at mennesket kom til syne 120 timer efter verdens skabelse, at dagslyset eksisterede, før solen blev skabt, og at universet er omgivet af vand … mmm.
SPØRSMÅL 5: En av dem sier at kirken har gitt kvinnespørsmålet skjev vekt: Bibelen sier langt mer om rikdom og kamelen gjennom nåløyet enn om kvinners tjeneste, likevel er det dette som er blitt kirkesplittende. Har hun et poeng?
Tjah, jeg kan ikke udelukke, at spørgsmålet om kvinders tjeneste og hele tilstedeværelse i Kirken i nogle miljøer har for stor vægt. Nogle gange ud fra en “feministisk” dagsorden. - Men jeg kan heller ikke udelukke, at der i dette spørgsmål nogle gange kan gøre sig en “patriarkalsk” dagsorden gældende.
SPØRSMÅL 6: De viser også til at kvinner var de første vitnene til oppstandelsen, at Føbe kalles diakon (Rom 16,1) og at Junia er «høyt aktet blant apostlene» (Rom 16,7). Hvorfor fører ikke dette til prestetjeneste?
Der er to argumenter, som vanligvis anføres for at retfærdiggøre, at kvinder ikke kan tjene som præster. Det ene er, som nævnt i spm. 1, Traditionen, “det har vi aldrig gjort”. Det andet er “det ikonografiske argument”: den inkarnerede Kristus var Mand, og hvis vi lader kvinder træde ind liturgisk repræsenterende Kristus, sætter vi spørgsmålstegn ved Inkarnationens virkelighed. Jeg ved ikke, om det argument holder til evig tid, igen jf. spm. 1.
Det kunne være værd at nævne her, at “det kvindelige” har en helt anderledes og fremtrædende plads i Ortodoks Kirke end hos protestanter. En kvinde, Gudsmoder Maria, er for alle ortodokse kristne, kvinder som mænd, biskopper, præster og lægfolk, det fremmeste forbillede og eksempel på, hvad det betyder at leve i Kristus. Det er den Gudsmoder, som sagde til Ærkeengel Gabriel “mig ske efter dit ord”, og det er den Gudsmoder, som hørte Guds ord og grundede over dem i sit hjerte.
SPØRSMÅL 7: En kvinne i menigheten din sier hun kjenner et ekte kall fra Gud til prestetjeneste. Hva sier du til henne, ansikt til ansikt?
Jeg drøfter alt det ovenstående med den pågældende (tænkte) kvinde. Forsøger altså at forklare hende, hvorfor sagerne står, som de står, når det gælder præstevielse i Den Ortodokse Kirke. Og så siger jeg videre, at der er andre tjenester, herunder teologisk uddannelse og undervisning, for ikke at tale om klosterkald, som ikke er forbeholdt mænd.
SPØRSMÅL 8: Du skriver at du ikke opplever noe press om kvinnelige prester eller vigsel av likekjønnede. Hva gjør din kirke rett her, som de lutherske folkekirkene har mistet?
Jeg ved ikke, hvad Den Ortodokse Kirke gør rigtigt i denne sammenhæng. Som sagt, jeg har ikke mødt pres angående hverken kvindelig præsteordination eller vielse af samkønnede. - Vor menighed er i høj grad præget af mennesker, som aktivt har valgt Ortodoksien til; og man må formode, at hvis de insisterede på nogen af de nævnte spørgsmål, ville de være gået et andet sted hen.
TILLEGG 1: Hva mangler i den protestantiske måten å føre debatten som «tekst mot tekst», sett fra ortodoks kirkeliv og overlevering?
Jeg tror, det afgørende her er det, jeg allerede har foldet en smule ud ovenfor i det oprindelige spm. 4: Selv om der er endog meget forskellige måder at læse Bibel på i protestantisk/lutherske miljøer - fra helt “frie” tolkninger over “afmytologisering” til bogstavtro bibel-fundamentalisme - så mangler protestantisk tænkning forståelse for den basale ortodokse tilgang, som er følgende: Bibelen er én del af Kirkens Tradition, dvs. Bibelen er skrevet i Kirken og for Kirken - ikke omvendt, som mange protestanter forestiller sig, at Kirken er bygget på Bibelen. - Eller altså: problemet er hævdelsen af “sola scriptura”.
TILLEGG 2: En kvinne opplever et tydelig indre kall til prestetjeneste. Hvordan prøver Kirken et slikt kall, og hva sier du til henne dersom Kirken ikke kan stadfeste det?
Vi kan ikke afvise ægtheden af et oplevet kald fra Gud hos noget menneske. Vi kan gøre vores bedste for at kanalisere et sådant kald ad kirkeligt farbare kanaler.
TERSKELEN: I del 1 stilte jeg spørsmålet folkekirkene ikke ville svare på. Sebbelov svarte fra en kirke der presset ikke finnes. Hvem svarer ham?
